Havnereglement for Vesterø Havn

Vesterø Havn er omfattet af gældende standardreglement for overholdelse af orden i danske lystbådehavne og mindre fiskerihavne.

Vesterø Havn er omfattet af gældende standardreglement for overholdelse af orden i danske lystbådehavne og mindre fiskerihavne.

Individuelt reglement for Vesterø Havn.

Havnen ejes af Læsø Kommune.

Til at forestå den daglige drift og udøvelse af havnemyndighed har Læsø Kommune ansat en havnefoged samt en havnefogedassistent.

Havneområde:

  1. Det til havnen hørende søområde er begrænset af havnens nordlige og sydlige moleværker.
  2. Det til havnen hørende landområde er begrænset mod nord og øst af Plantagevej og mod syd af Vesterø Havnegade.
  3. Lystfartøjer må ikke ankre eller fortøje i færgehavnen.

Ordensbestemmelser:

For overholdelse af orden på Vesterø Havn gælder »Standardreglement for overholdelse af orden i danske lystbådehavne og mindre fiskerihavne« med følgende tilføjelser:

Enhver bådejer skal have sin båd ansvarsforsikret. Kvittering skal på forlangende kunne fremvises til havnefogeden. Dette er også gældende for både/joller der trailes og søsættes via kajanlæg, herunder slæbested samt alle moleanlæg.

Havnefogeden foretager fordeling af ligge- og vinteropstillingspladser i havnen, og enhver bruger af havnen er pligtig til at følge havnefogedens anvisninger i forbindelse med tildeling af pladser.

Til havnen er som regel kun adgang for lystfartøjer, der kan få en plads anvist af havnefogeden, såfremt der er ledige pladser.

Alle både og joller på havnens land- og søområde skal have gyldig kvittering for betalt bådplads. Joller og andre lette både skal anbringes på det dertil indrettede område efter havnefogedens anvisninger. Joller og andre lette både må kun undtagelsesvis og med havnefogedens tilladelse fortøjes i havnen.

Havnen skal altid besejles med langsom fart der ikke må overstige max. 3 knob.

Afbrænding af affald på havnens område er forbudt.

Spildolie, maling, metal, akkumulatorer, glas og andre miljøfarlige væsker og materialer skal afleveres i de dertil indrettede tønder, som er placeret i havnens miljøcontainer, i øvrigt henvises til punkterne i Standardreglementet.

Både må kun sandblæses på land efter aftale med havnefogeden. Sandblæsningen skal foregå med forudgående indhentet tilladelse fra havnemyndighed, og derefter kun på anvist plads. Det påhviler bådejer at sørge for at sand eller andre afrensningsmidler og evt. slibestøv holdes indenfor anvist plads, for eksempel ved teltopbygning eller presenninger omsluttende båden. Alt sand og øvrigt affald skal bortskaffes af bådejeren, i øvrigt henvises til punkterne i Standardreglementet, specielt punkterne 4.3 & 4.6.

Fortøjninger må ikke efterlades på broerne, så de er til gene for den gående trafik.

Bukke og stativer skal være forsynet med skibsnavn og nummer. Havnefogeden kan flytte og anbringe bukke og stativer på en egnet plads på havnens område. Mindre løsdele f.eks. klodser og stiger m.v. skal enten fjernes fra havnens område eller spændes fast til ejerens stativ.

Både på land må ikke bebos.

Både i vandet må kun fast bebos med havnefogedens tilladelse og de fastboende skal stedse sørge for, at fartøjet giver et pænt og ordentligt indtryk. Installationer på broer herunder parabolantenner og lign. er ikke tilladt.

Der må ikke tilsluttes større el-forbrugere, såsom varmeapparater, affugtere eller lign. uden havnefogedens tilladelse, og da kun mod særskilt betaling, og alene med godkendte kabler, stik m.m. Se instruktion for tilslutning til elforsyning samt forbrug af el nedenfor, som besluttet på Bestyrelsesmødet den 5.12.2011.

Hunde skal altid føres i snor indenfor havneområdet, og evt. ”efterladenskaber” skal fjernes af ejeren.

Enhver bruger af havnen er pligtig at medvirke til, at der på alle områder hersker god orden i havnen.

Vedrørende fortøjning og affendring, sikring af fald og lignende, affald, spildolie og andre forurenende væsker samt teltslagning m.v. henvises til punkterne i Standardreglementet.

Havnefogedens anvisninger skal altid følges.

Tvister mellem brugere og havnefogeden skal søges bilagt i samarbejde med den kommunale administration. Såfremt tvisten ikke løses her, kan tvisten indankes skriftligt til det politiske udvalg med ansvar for havnespørgsmål.

Vedtaget, februar 2012 og redaktionelt opdateret i august 2017

Overholdes reglerne ikke gælder strafbestemmelserne i Standardreglementet samt tillægsreglementet, der fastsætter særlige regler og bødetakster for overtrædelse af visse bestemmelser.